I slutningen af 1960’erne blev tegneserien så at sige teenager, da folk som Robert Crump og Gilbert Shelton begyndte at fortælle historier om sex, drugs og alskens andet godt, og Ralph Bakshi var vaks ved havelågen og gjorde blandt andet Crumps fremmelige feline Fritz the Cat til filmstjerne.
Men det var kun et skvulp, indtil særligt Mike Judge – et par årtier senere – i kølvandet på Matt Groenings kæmpesucces med ’The Simpsons’ vristede den amerikanske animationsfilm fri af den renvaskede mainstream. Senere er fulgt en række tegnede komedieserier, der som en del af charmen – eller hvad man nu vil kalde det – har en flirt med det grænseoverskridende i forhold til især de store netværks sitcom. ’Family Guy’, ’American Dad’ og ’The Cleveland Show’ er eksempler, og med ’BoJack Horseman’ tog Raphael Bob-Waksberg og hans deprimerede, alkoholiserede og liderlige hest genren et nyt sted hen.
