Lyt til artiklen
En central replik faldt mellem Emilie og Elisabeth, begge fornemt gestaltet af henholdsvis Fanny Louise Bernth og Ann Eleonora Jørgensen. Sidstnævnte delte sine per clairvoyant kolporterede budskaber fra August i det hinsides til førstnævnte og sagde med eftertryk, at det var hendes sandhed, det kunne hun mærke.
Hertil bemærkede Emilie uden hverken at vrisse eller vrænge: »Nu er sandheden jo ikke noget, man kan mærke. Enten er noget sandt, eller også er det ikke sandt. August er død. Det er sandt«. Elisabeth kunne ikke give igen på den. For som humanistisk uddannet skeptiker med Aristoteles i baglommen ved hun godt, at døden er den eneste sandhed.
