Ungdomsfilm kan groft sagt opdeles i to kategorier. Der er ungdomsfilm, hvor de voksne prøver at regne ud, hvad der interesserer de unge ud fra en blanding af pædagogisk ansvarlighed og kommerciel kalkule. Og så er der ungdomsfilm, der udelukkende har ambitioner om at skildre tilstanden ung indefra. Film, som i mere positiv forstand vil være ung med de unge.
Martin Skovbjergs ’Brakland’ hører så udpræget til de sidste. Den 38-årige Skovbjergs debut har al den nerve og umiddelbarhed, man kan ønske sig af en ungdomsfilm i øjenhøjde.




























