Med seertal, der bøjer sig mod den halve million i den bedste sendetid søndag aften, kan ingen påstå, at anden sæson af Adam Prices ’Herrens veje’ er en publikumssucces. Men det er der ikke noget at sige til. For historien om Johannes, Elisabeth, Emilie, Christian, Svend, August og Lille Anton er så langt fra at være et stykke mainstreamdramatik, som det næsten er muligt at forestille sig uden at forsvinde i de alt for vidtgående spekulationers tåger.
For der er immervæk et stykke vej fra problemer med at koordinere karriere og privatliv – den altoverskyggende grundkonflikt i det meste moderne tv-dramatik uanset genre – og til præsteslægtens livtag med Gud, Fanden, sjælens ubodelige ensomhed, det vitterlige vanvid og tilværelsens generelle mangel på umiddelbar mening.
