20 minutter inde i visningen af dokumentarfilmen ’Surviving R. Kelly’ tirsdag aften blev lyset tændt, og de omkring 100 gæster i NeueHouse Madison Square i New York måtte evakueres.
En uidentificeret mand havde gentagne gange ringet til biografen og fortalt, at en person med en pistol var blandt publikum. Og at denne person ville åbne ild, hvis arrangørerne fortsatte med at vise filmen om de adskillige beskyldninger om seksuelle, mentale og fysiske overgreb, der er imod R. Kelly.
Nu beskylder ’I Believe I Can Fly’-croonerens ekskone, Drea Kelly, sangeren for at stå bag truslerne tirsdag aften:
Jeg tror, det er nogen med tilknytning til ham
»Jeg kan ikke tale på vegne af andre, men det første, jeg tænkte, var, at R. Kelly stod bag. Jeg tror, det er nogen med tilknytning til ham«, siger Drea Kelly til Rolling Stone.
Sexkult og børnepornografi
Med til premieren var bl.a. Kitti Jones, Jerhonda Pace, Lisa Van Allen, Asante McGee og Lizette Martinez, der alle står bag flere af anklagerne mod R. Kelly.
Sangeren er blandt andet blevet beskyldt for at stå bag en voldelig sexkult, hvor han isolerede unge kvinder, hjernevaskede dem og begik fysiske og psykiske overgreb på dem. Han er også anklaget for at have haft sex med mindreårige, ligesom han er tiltalt for at fremstille børnepornografi.
Den seks timer lange dokumentarfilm i seks afsnit er et forsøg på at give ofrene for de overgreb, som sangeren angiveligt har begået fra 1970’erne og indtil i dag, en stemme.
Ifølge ekskonen Drea Kelly er truslerne blot et vidnesbyrd om, at folkene bag dokumentarfilmen »havde gang i noget stort«:
»Det får mig til at smile, fordi det viser, at vi er på rette spor«, siger hun til Rolling Stone.
Jeg indrømmer.. men ikke helt alligevel
I juli udsendte R. Kelly en kommentar til de mange beskyldninger i form af sangen ’I Admit’. Her adresserer han alt fra anklager om sexskandaler til beskyldninger om pædofili. Han synger blandt andet:
»I admit I fuck with all the ladies. That’s both older and young ladies. But tell me how they call it pedophile because of that. Shit, that’s crazy«.
Hverken R. Kelly selv eller hans repræsentanter har kommenteret på tirsdagens hændelse.
Det er uklart, om visningen af dokumentarserien flyttes til en anden dag. Dokumentarserien har premiere på tv-kanalen Lifetime 3. januar.
fortsæt med at læse


























