Den gamle amerikanske dukkefilmserie ’Sesame Street’ har fået en ny type karakter.
En lilla pige med grønne øjenlåg og blåt hårbånd, der lyder navnet Lily.
Det lidt særlige ved Lily sammenlignet med de andre karakterer i formatet, der har eksisteret siden 1969, er, at hun ikke har noget fast sted at bo. Lily optrådte ifølge Hollywood Reporter første gang i 2011. Dengang handlede det om, at Lilys familie ikke havde nok at spise.
Nu har Lily så igen været med i ’Sesame Street’. Denne gang siger den 7-årige Lily, at hun er ked af det, fordi hendes forældre har mistet deres lejlighed, og de derfor ikke har noget sted at bo.
Ifølge Sesame Workshop, nonprofitorganisationen bag ’Sesame Street’, er Lily kommet til for at sætte fokus på, at der er flere og flere amerikanere, der ikke har noget fast sted at bo.
»Antallet af små børn, der ikke har noget permanent sted at bo, er vokset stødt. Mere end 2,5 millioner børn oplever hjemløshed landet over - og næsten halvdelen af dem, 1,2 millioner, er under seks år gamle«, skriver Sesame Workshop i en pressemeddelelse.
Lily optræder gratis både i en ny video på seriens YouTube-kanal og i forskelligt undervisningsmateriale på både engelsk og spansk.
»Vi ved, at børn, der oplever hjemløshed, ofte bliver fanget i en ødelæggende cyklus af traumer (...) vi vil gerne være med til at bryde den cyklus ved at trøste børnene, give dem styrke og give dem håb for fremtiden. Vi vil have dem til at vide, at de ikke er alene, og at et hjem er mere end et hus eller en lejlighed - hjem er der, hvor kærligheden holder til«, siger Sherrie Westin, præsident for Sesame Workshops afdeling for filantropi i pressemeddelelsen.
fortsæt med at læse




























