Der er næppe nogen filmindustri i verden, bortset fra Holly- og Bollywood, der er så forankret i etablerede genrer som den sydkoreanske. Koreanerne går all-in på barok uhygge, de viger ikke af vejen for blodsplatter, og de blinker ikke i beskrivelsen af sex, al slags sex, på film. Det er faktisk nogle ting, de nærmest er verdensmestre i. Eller var, for flere af dem, der var bedst til det, arbejder i USA i dag.
Men ved siden af det hovedspor, der også tæller et bugnende udvalg af meget opkørte komedier, der sjældent får nogen udbredelse i Vesten, er der et virkelig smalt vigespor forbeholdt mindre end en håndfuld instruktører, der vil noget andet. Der er Cannes-darlingen Hong Sang-soo, der specialiserer sig i film om sig selv, om indiefilminstruktører, der tager på filmfestival, fortalt på sådan en flimrende uanselig Rohmer-måde. Kim Kiduk er berømt, især i Europa, men hans karriere har været vildt svingende. Og så er der Lee Changdong. Først og sidst: Lee Changdong. Med eller uden bindestreg som i Chang-dong, og med familienavnet Lee først eller sidst. Pyt.
