Apple har som første indhold til deres kommende streamingtjeneste lanceret en ny film med Bill Murray og Sofia Coppola.

Vil bruge 27 milliarder på ny streamingtjeneste: Makkerparret Murray og Coppola vender tilbage i Apple-produceret film

Bill Murray indtager hovedrollen i Apples første egenproducerede film nogensinde. Her ses han ved Berlins filmfestival sidste år.  Foto: Axel Schmidt/AP
Bill Murray indtager hovedrollen i Apples første egenproducerede film nogensinde. Her ses han ved Berlins filmfestival sidste år. Foto: Axel Schmidt/AP
Lyt til artiklen

’On the Rocks’.

Sådan lyder titlen på det første forsøg på en Apple-produceret film. Og den byder på genforening af et velkendt makkerpar i filmverdenen, skriver BBC.

I hovedrollen er nemlig ingen ringere end stjerneskuespilleren Bill Murray, mens den Oscar-præmierede Sofia Coppola indtager instruktørstolen.

Samme konstellation kastede en række priser af sig i forbindelse med ’Lost In Translation’ fra 2003.

På lærredet får Bill Murray selskab af blandt andre Rashida Jones, der giver den som ung mor, der genforenes med sin ’playboy-far’.

Satser på at udfordre Amazon og Netflix

Nyheden om filmen kommer forud for lanceringen af Apples egen streamingtjeneste.

I den forbindelse vurderes firmaet ifølge mediet Variety at spendere i omegnen af 27,5 milliarder kroner på egenproduceret indhold af forskellig slags frem mod 2022. Der er dog endnu hidtil ingen officiel lanceringsdato for tjenesten.

Til sammenligning budgetterer Amazon med over 54 milliarder, mens Netflix officielt har planer om at bruge mere end 44 milliarder kroner på egne film og serier i den tilsvarende periode.

Udover makkerparret Murray og Coppola arbejder Apple sammen med blandt andre Jennifer Aniston, Steven Spielberg og Reese Witherspoon på forskellige tv-projekter, skriver Variety.

Johan Varning Bendtsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her