Så længe du kun er halv, kan du ikke blive hel, maner en alvorlig mandestemme. Og det er så den slags psykologiske regnestykker, der skal gøre det ud for dybsindighed i børnehøjde i ’Skammerens datter 2 – Slangens gave’.
Dina er på en måde et skilsmissebarn, der skal forene den fjerne far og den nære mor i sit sind, hvis hun skal kunne begå sig stillet over for livets udfordringer. Hvilket kunne have være et interessant afsæt, men heller ikke andet afsnit af ’Skammerens datter’ har rigtig tid til sine figurer og bliver derfor aldrig andet end en buldrende parodi på Astrid Lindgrens middelalderfantasier. Hvor Lindgren aldrig svigtede børnenes fantasi og psykologi, bliver ’Skammerens datter’ et udvendigt eventyr, hvor alt er hængt op på flotte effekter og et persongalleri, hvor de gode er smukke som glansbilleder, mens de onde ligner skummellort.
