Der er et gribende billede i afslutningen af filmen om den sjælesårede og – kan man vist roligt sige – menneskerettighedsligt krænkede etiopiske Amy, der bliver siddende i hukommelsen, længe efter at rulleteksterne har fortalt både det ene og det andet om, hvad der siden skete, hvem der lavede hvad og så videre.
Det viser Amy, som efter et ulovligt besøg i sit hjemland Etiopien i afskedens stund giver sin bedstefar et langvarigt kram. Han er afmagret, har dårlige tænder og er svøbt i et billigt kulørt tørklæde – en gave –mens datterdatteren Amy strutter af vestlig sund- og skønhed. Hun skal tilbage til et land med skoletandpleje, en for etiopere nærmest fantasiagtig levestandard, supersygehuse og debat om forældreintranetværk.




























