Netflix-dokumentaren ’Conversations with a killer: The Ted Bundy Tapes’ er blevet et af de mest diskuterede emner på sociale medier, hvor nogle kalder seriemorderen Ted Bundy for attraktiv. Og det har fået Netflix til at reagere.

Netflix skrider ind over for kvinder, der hylder massemorderen Ted Bundy

Ted Bundy fik dødsdom efter at have tilstået mordet på 30 kvinder. Men står angiveligt bag om mod 100 drab.  Foto: Ap/Ritzau Scanpix
Ted Bundy fik dødsdom efter at have tilstået mordet på 30 kvinder. Men står angiveligt bag om mod 100 drab. Foto: Ap/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Netflix. Ted Bundy er i løbet af et par dage gået fra at være en arkiveret afdød massemorder til at være et af de mest diskuterede mennesker på de sociale medier.

Men hvordan bliver en mand, der for længst er død – og som tilmed har dræbt adskillige mennesker på brutale måder – til et af de mest trendende emner på Twitter?

Årsagen skal findes i den emmyvindende Joe Berlingers dokumentarserie ’Conversations with a killer: The Ted Bundy Tapes’, som Netflix i anledningen af 30-års dagen for Ted Bundys dødsstraf 24. januar 1989 udsendte i torsdags.

Serien fortæller historien om den brutale seriemorder, der er dømt for mordene på 30 kvinder, men angiveligt har op mod 100 menneskeliv på samvittigheden. Historien er offentligt kendt, men som noget nyt kan man høre lydklip fra de over 100 timers interviews, som to journalister har foretaget med Ted Bundy, mens han ventede på sin dødsstraf.

Ted Bundy er kendt for at have brugt sit udseende og sin charme til at fascinere og tryllebinde sine ofre. Og selv om han længe har været død, har hans udseende tilsyneladende stadig en effekt på nogle.

På Twitter har flere brugere efter at have set serien lagt vægt på, hvor lækker han var. Nogle har sågar startet brugen af hashtagget #Netflixandkill – en morbid pendant til #Netflixandchill.

Romantiseringen af den brutale seriemorder har fået Netflix til at gribe ind. På Twitter skriver streaminggiganten:

»Jeg har set en masse snak om Ted Bundys påståede gode udseende og vil derfor stille og roligt minde alle om, at der vitterlig er tusindvis af flotte mænd på tjenesten (Netflix, red.), hvoraf størstedelen ikke er dømte seriemordere«.

Og da en twitterbruger forsøgte at svare igen, gjorde Netflix det samme:

Romantisering af en seriemorder

Kun to dage efter at Netflix udsendte dokumentarserien, havde filmen ’Extremely Wicked, Shockingly Evil, and Vile’, der også handler om Ted Bundy, premiere på årets Sundance Film Festival.

Filmen, der også er instrueret af Joe Berlinger, har af nogle anmeldere fået en noget kølig velkomst. Skulle den overhovedet være lavet, spørger de sig selv. Blandt andet i The Guardian:

»Bundy bliver endnu en gang fremstillet som en mand, der på grund af sit udseende og sin åbenbare intelligens er en usandsynlig seriemorder«.

Anmelderen spørger videre:

»Er der ikke noget perverst i at gøre Bundy til en uimodståelig antihelt? Ville nogen nogensinde romantisere Fred West (en engelsk seriemorder, red.) eller Jeffrey Dahmer (en amerikansk seriemorder, red.) på denne måde?«.

Simone Scheuer-Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her