1 Dirch, 2011
Fem hjerter af Politikens filmredaktør Kim Skotte fik instruktøren Martin Zandvliets portræt af komikeren Dirch Passer med Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen. Nogle var mere kritiske.
Til Berlingske sagde filmanmelder og forfatter Morten Piil blandt andet: »Kjeld Petersen bliver fremstillet som en kold spielverderber, der hele tiden stikker en kæp i hjulet for Dirch Passer i stedet for at inspirere ham, som han gjorde«. Andre af Dirch Passers bekendte var irriterede over fremstillingen af Dirch Passer.
2 Jernladyen, 2012
I sit portræt af mennesket Margaret Thatcher (spillet af Meryl Streep) undlod instruktøren Phyllida Lloyd ifølge nogle kritikere at fortælle om politikeren Margaret Thatcher.
Filmen »reducerer de politiske konsekvenser til tidskolorit«, mente Politikens anmelder Søren Vinterberg. Mange var enige med ham.
3 Spies & Glistrup, 2013
»Filmen er ren digtning fra ende til anden«, sagde Mogens Glistrups søn, Jørgen Glistrup, til Jyllands-Posten i 2013, da Christoffer Boes film ’Spies & Glistrup’ havde premiere.
Jørgen Glistrups reaktion er blot et af mange eksempler på, at biopics nemt støder hovedpersonernes nærmeste.
4 Monica Z, 2013
Virkelige begivenheder i den svenske sangstjerne Monica Zetterlunds liv inspirerede instruktøren Per Fly til at skabe den fine ’Monica Z’.
Nogle af Zetterlund-familiens bekendte mente dog, at fremstillingen af Monica Zetterlunds far var helt forkert. I filmen er han fjendtlig mod datterens sangkarriere. I virkeligheden støttede han den.
5 Jobs, 2013
Amerikanske Joshua Michael Stern slap ikke godt fra at portrættere Apples grundlægger, Steve Jobs.
Ikke fordi filmen var for venlig over for forretningsmanden og dennes betydning. »Tværtimod er det lykkedes at få et potentielt mægtigt stof om vor tid til at skrumpe til en meget overfladisk og snæver fortælling om et dumt svin, der blev milliardær ved at være dét«, skrev Søren Vinterberg i sin to-hjertede anmeldelse i Politiken. I det hele taget var der bred enighed om, at den biopic med Ashton Kutcher i hovedrollen var forfejlet.




























