’Welcome to the Moon’, der instrueres af Aske Bang, er en hybridfilm, der mixer drama, komedie og gys.

Nu som skuespiller: Lars von Trier er med i ny film, der leder tankerne hen på 'The Hangover'

Lars von Trier springer ud i en uvant rolle i 'Welcome to the Moon'.  Foto: Emma Sejersen/POLFOTO
Lars von Trier springer ud i en uvant rolle i 'Welcome to the Moon'.  Foto: Emma Sejersen/POLFOTO
Lyt til artiklen

De to garvede filmmagere Peter Aalbæk og Lars von Trier skal en sjælden gang være foran kameraet, når optagelserne snart går i gang til en ny dansk spillefilm.

Det skriver Hammer PR og Kommunikation i en pressemeddelelse.

De to skal spille biroller i filmen med titlen ’Welcome to the Moon’, der optages på Møn.

»’Welcome to the Moon’ er en hybridfilm, hvor vi mixer genrerne drama, komedie og gys. Det er ’Sideways’ møder ’The Shining’. Rødvinen er skiftet ud med absint, de californiske vinmarker med Ulvshaleskoven, og det skræmmende hotel i bjergene i Colorado er erstattet af et ensomt beliggende sommerhus på Møn«, siger Aske Bang, der instruerer filmen, i pressemeddelelsen.

Lars von Trier til kulturministeren: »Jeg er da altid glad for, når nogen udviser interesse for de film, jeg laver og ikke laver«

Det er den 30-årige instruktørs første spillefilm, og han spiller sammen med sin ven Stanislav Sevcik filmens to hovedroller.

»Da jeg også arbejder som skuespiller, stod det hurtigt klart for mig, at jeg gerne ville spille den ene rolle selv og Stanislav Sevcik den anden.

»Det faktum, at vi er venner i virkeligheden, vil betyde, at vi kan tegne nogle meget troværdige karakterer«, siger Aske Bang.

Ifølge Peter Aalbæk sagde han ja til rollen uden at have sat sig ind i manuskriptet.

»Min tiltro til Aske Bangs evner er umanerligt høj, så det er en bekræftelse af min veneration for denne unge instruktør, at jeg dybest set med bind for øjnene, siger ja til hvad som helst«, siger Peter Aalbæk til Ritzau.

Aalbæk har stor tiltro til, at både ham og Lars von Trier kan udfylde deres roller i filmen.

»Så vidt jeg ved, skal Trier sidde surmulende og sær ovre i et hjørne. Det er en rolle, jeg tror, han kan spille. Og jeg skulle efter sigende være en brovtende filmproducent med et stort ego. Det tror jeg også er en rolle, jeg kan spille«, siger Peter Aalbæk.

Polterabend i et sommerhus

Filmen handler om de to venner Bo og Martin, der i forbindelse med en polterabend i et sommerhus ender i lidt af en pine. To fremmede kvinder inviteres med til festen i sommerhuset, og dagen efter er to vielsesringe væk.

Men det er bare starten på de to mænds problemer, og filmen udvikler sig i en retning, der sender tankerne i retning af de amerikanske film ’The Hangover’, hvor en gruppe venner render ind i den ene absurde prøvelse efter den anden.

Under hovedrollernes prøvelser lurer dog også en personlig konflikt.

Bo er nemlig filminstruktør og har lovet Martin, at han skal spille hovedrollen i Bos kommende film.

Men Bo har givet efter for et pres fra filminstruktøren Peter Aalbæk og har givet rollen til Mads Mikkelsen i stedet.

Optagelserne til filmen starter 4. marts.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her