Et af mine værst tænkelige mareridt er at stå op og opleve, at alting er, som det plejer, at opleve at hverdagen er triviel og ensartet, at dagene ligner hinanden, at jeg afvikler alting i stedet for at udvikle mig, at hver dag er en slags forbandelse af skabeloner, jeg bare skal udfylde og derved dømmes til at miste mig selv i. Men på trods af min angst for gentagelsens dybe og trivielle tryghedsnarkose er der alligevel noget særligt ved film, fortællinger og kunstværker generelt, hvor det samme sker igen og igen og igen. Enten som satirisk motor eller til at zoome ind på de ting, vi overser og undervurderer.
Der er Maurice Ravels gentagelser i det store klassiske værk ’Bolero’, som jeg slet ikke kan blive træt af, en lille bevægelse bliver til store stormfulde armbevægelser. Og Yayoi Kusamas maniske gentagelser af prikker kan jeg mærke på huden. Dvæler man ved de gode gentagelser, er der altid en nuance, der åbenbarer sig enten inde i en selv eller i selve værket, og det er især tydeligt i film og tv-serier, hvor gentagelsen ofte tydeliggør en konflikt eller en længsel.
