Gloria er en fraskilt kvinde i 50’erne med voksne børn, der knap ænser hendes tilstedeværelse, når hun besøger dem. Hun forsøger derfor at finde en ny identitet midt mellem midtvejs- og seniorliv ved at deltage åbent og entusiastisk på yogahold, i latterklubber og på dansebarer med trutmundet solodans.
Det er sandsynligvis en situation, flere kvinder kan genkende. Men hvordan gør man den midtlivskrise til et filmdrama, der kan bevæge andre generationer end Glorias? Det gør man ved at lade chilenske Sebastián Lelio instruere. Ham, der med den fremragende ’En fantastisk kvinde’ gjorde den transkønnede Marinas kamp mod ydmygelser til et slag i maven på tværs af køn, kultur og alder.




























