Den netop overståede Tribeca Film Festival i New York bød på lidt af en skelsættende begivenhed inden for filmlyd. Her var der nemlig premiere på den første dokumentarfilm i spillefilmslængde om filmlyd – med den fine titel ’Making Waves’.
Tre af alle tiders mest toneangivende lyddesignere, Walter Murch, der har lavet lyd til mange af Francis Ford Coppolas film, og som modtogen Oscar for ’Dommedag nu’ og ’Den engelske patient’ – som han sågar også modtog en Oscar for bedste klipning for – Ben Burtt, som står bag lydeffekterne i blandt andet ’Star Wars’-filmene, og den syvdobbelte oscarvinder Gary Rydstrom, manden bag ’Saving Private Ryan’ og ’Terminator 2: Judgment Day’, var da også til stede ved visningen og svarede på spørgsmål sammen.




























