Midt i tristheden over, at den store gamle dame i amerikansk showbiz, Doris Day, er død i en alder af granvoksne 97 år, melder sig også erkendelsen af, at Eisenhowerårene i USA, det hvide træstakit, den velfriserede græsplæne og den kvidrende husmor også nu er henlagt til historiebøgerne.
Ganske mange kender kun Doris Day for hendes eviggrønne, lemfældigt spansk betitlede pophit ’Que sera sera’ med fortsættelsen ’Whatever Will Be, Will Be’, som hun sang i Hitchcockfilmen ’Manden der vidste for meget’, men hun var så meget mere end den. Hun var den bedst sælgende popsangerinde i Amerika i sin tid, dvs. siden slut-40’erne, og som komedienne på film var hendes popularitet uden lige. Hun blev umoderne i løbet af 1960’erne, da hendes særlig æbletærte-appel begyndte at synes oldnordisk og direkte antiprogressiv.
