Mens solen går ned over byen en lun, vindstille sommeraften, binder jeg løbeskoene og hiver den stakåndede vejrtrækning med udenfor, ud for at få åndet dybt igennem i takt med lange skridt på en næsten mennesketom sti, ud for at slippe for uroen og angsten i kroppen, men også ud for at se dét i øjnene i glimt af erfaring og erindring.

Den fysiske anstrengelse gør mig stærk. Den dybere vejrtrækning synes at lukke op for fragmenter af hændelser, jeg har fortrængt, og i et øjeblik skræmmer det mig ikke. Det gør mig udmattet og lettet.