»Man vil ikke glemme billedet af de første mænd på månen. Det vil blive bedre og bedre, og en dag vil man måske kunne rangere dem ind på siden af Stanley og Livingstone, Vasco da Gama, Vitus Bering og Roald Amundsen. Man vil sige: »Kan I huske?« Man vil begynde at mindes, og man vil fælde en tåre ved tanken om den fjerne, heroiske tid, da vi erobrede månen«.
Sådan spåede Klaus Rifbjerg her i Politiken 22. juli 1969, to dage efter at han i sit sommerhus i Rørvig – og det meste af den øvrige verden foran de tv-skærme, vi andre nu hver især havde til rådighed – havde set Neil Armstrong tage »et lille skridt for et menneske, men et kæmpe spring for menneskeheden«, altså menneskets første skridt på Månens overflade, transmitteret til millioner af seere direkte deroppefra.
