I en tid, hvor folk går op i mad som aldrig før, ser vi flere og flere feel good-film med kokke i centrum. Dygtige kokke selvfølgelig. Der skal være wow-faktor i nærbillederne af tilberedningen, så vi rigtig kan blive forført.
Og så er der to undergenrer. Den om den glade kok, der forfører de livslede mennesker, der har glemt at sanse livet omkring sig. En slags mindfulness i suppeske. Jeg genså ’Babettes gæstebud’ for nylig og kunne næsten ikke holde ud at se kokken lukke øjnene i nærorgastisk nydelse, når hun smagte livets essens på træskeen. Der har været for mange madprogrammer og for mange Instagram-billeder til, at man kan se den film uden reservation.




























