Buttede sjove fyre har det med at få roller som ... buttede sjove fyre.
Men siden gennembruddet i ungdomsmilepælen ’Superbad’ i 2007 har den nu 35-årige Jonah Hill med jævne mellemrum fået roller med mere tyngde. Skarpe, mørke og skægge roller, der i film som ’The Wolf of Wall Street’, ’Cyrus’, ’Hail Caesar!’ og ikke mindst ’Moneyball’ har afsløret en rastløs intelligens.




























