Quentin Tarantino har tænkt sig at bytte titlen som ’filminstruktør’ ud med ’forfatter’ eller ’dramatiker’, siger han til det australske GQ.
Tarantino, der har været en af USA’s og verdens mest fejrede instruktører siden ’Pulp Fiction’ for 25 år siden, har dansk premiere med ’Once Upon a Time ... in Hollywood’ 15. august. Han har altid truet med at ville instruere ti film, før han trak sig tilbage, ’Once Upon a Time’ er hans niende, og ifølge GQ føler han, at han »er ved at være ved vejs ende«:
»Jeg kan godt se mig selv skrive filmbøger«, siger Tarantino, der i lighed med veteranen Martin Scorsese er kendt for sin altopslugende interesse for film af mange afarter, »eller begynde at skrive for teatret. Jeg tror bare, jeg har givet alt, hvad jeg har til filmene«.
Det nye ved interviewet er, at Quentin Tarantino nu siger, at han måske stopper efter ’Once Upon a Time ... in Hollywood’:
»Hvis den bliver virkelig godt modtaget, når jeg måske ikke op på ti film. Måske stopper jeg lige nu! Måske skal jeg stoppe, mens jeg er foran. Nu må vi se«.
Om det ligefrem er en opfordring til kritikerne om at anmelde den kommende film dårligt, så Tarantino vil føle sig forpligtet til at lave endnu én, som forhåbentlig kan cementere hans arv, er måske at overfortolke en smule, men Tarantino går virkelig meget op i sit ry og sit eftermæle. Mere, langt mere end de fleste i hvert fald vil være ved.
Når det alt sammen er sagt, vil Tarantino tilsyneladende blive ved med at producere film. Han har f.eks. en ’Star Trek’-film på vej som producer og en efterfølger til ’Django Unchained’.
fortsæt med at læse


























