En grum, umenneskelig terroraktion med et stort antal dødsofre en sommeraften i en fransk park er omdrejningspunktet i denne ikke desto mindre påfaldende stilfærdige franske film. Især for den 44-årige franske instruktørs lidt yngre landsmænd må aktionen lyde som et ekko af den virkelige massakre på spillestedet Bataclan i november 2015.
Men terrorisme er slet ikke denne films fokus. Venter man det, vil man uvægerligt blive skuffet og tænke på mundheldet om at slå et større brød op, end man er i stand til at bage. Filmen fortæller intet om aktionens baggrund, om terroristerne eller om det omgivende samfunds reaktion. Det kunne have været en naturkatastrofe, en trafikulykke eller et andet pludseligt dødsfald. Massakren er næsten en ’MacGuffin’, altså en genstand eller begivenhed uden anden betydning end at motivere personernes handlinger og udvikling.
