»Hakuna matata, tag det roligt«, synger de i filmen ’Løvernes konge’. Og Disney, som står bag den nye animerede udgave af filmen, kan da også slappe helt af. For filmen ser ud til at være en overordentlig stor succes.
Det skriver Variety.
På de tre første dage efter premieren har filmen allerede indtjent over 1,2 milliarder kroner i solgte biografbilletter alene i USA, hvilket ifølge CNN er over 200 millioner kroner mere end forventet. Derudover har den indtjent over 650 millioner kroner i Kina.
»Vi har meget at fejre«, siger Disneys direktør for global distribution, Cathleen Taff, til Variety.
»’Løvernes konge’ er utroligt populær og tiltrækker alle mulige forskellige typer mennesker«.
I Norge har mere end 181.000 i løbet af de første fire dage været i biografen for at se løveungen Simba begive sig ud i verden med vennerne Timon og Pumba, efter at han har mistet sin far.
Den oprindelige tegnefilm fra 1994 er efterhånden gået hen og blevet en af Disneys klassikere. Og makkerparret surikaten Timon og vortesvinet Pumba, som ellers er to af filmens biroller, har været så populært, at det efterfølgende har fået egen film og serie.
Herhjemme har filmen fået en blandet modtagelse hos landets filmanmeldere, der giver den mellem 2 og 4 hjerter. Politikens anmelder er ikke så begejstret for den nye udgave af filmen. For selv om teknologien er i top, mener han, at den mangler magi.
fortsæt med at læse


























