Der er en scene i den netop afsluttede sæson 2 af tv-serien ’Big Little Lies’, hvor Reese Witherspoon i rollen som Madeline Martha Mackensie bliver bedt om at gå på talerstolen og sige noget klogt til forældrene i aulaen på sin yngste datters skole.
Pludselig begynder den normalt evigt pludrende Madeline at famle efter ordene. Til sidst bryder hun sammen for øjnene af alle de andre rige forældre i det velhavende Monterey, hvor serien udspiller sig. Vægten af løgne og fortielser er blevet for tung. Det gælder ikke kun Madelines egne løgne, som seere af ’Big Little Lies’ har fulgt, siden HBO viste seriens første sæson i 2017. Scenen handler i virkeligheden også om den store løgn, Madeline har til fælles med sine fire nærmeste veninder og medskyldige, der spilles af Nicole Kidman, Laura Dern, Zoë Kravitz og Shailene Woodley.




























