I ’The Hunt’ jagter og skyder den hvide elite amerikanere fra arbejderklassen for sjov.

Hollywood-instruktør taler ud om aflysningen af omdiskuteret film, hvor den rige elite jager og dræber fattige amerikanere

Skuespilleren Hillary Swank spiller i 'The Hunt' et medlem af den rige elite, der arrangerer menneskejagt på knap så  elitære amerikanere. Foto: Phil Mccarten/Ritzau Scanpix
Skuespilleren Hillary Swank spiller i 'The Hunt' et medlem af den rige elite, der arrangerer menneskejagt på knap så elitære amerikanere. Foto: Phil Mccarten/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Instruktøren bag sensommerens måske mest udskældte film, ’The Hunt’, udtaler sig for første gang om balladen.

»Hvis jeg havde troet, at filmen kunne antænde vold, ville jeg ikke have lavet den«, skriver Craig Zobel i en mail til Variety.

Filmen er ikke blevet vist, ingen anmeldere har endnu set den, og Universal Pictures har valgt at aflyse premieren. Ifølge USA Today skyldes dette, at det ikke var »det rette tidspunkt«, da filmen oprindeligt skulle have haft premiere få dage efter masseskyderier i El Paso, Texas og Dayton, Ohio.

Politiet bekræfter: Gerningsmanden i El Paso gik bevidst efter mexicanere

Men trailerne alene har været nok til at skabe en rasende modstand mod filmen fra højrefløjsdebattører på blandt andet Fox News, der mener, at filmen opfordrer til vold mod mod almindelige amerikanere.

Eksempelvis skriver Fox-debattør Jim Daly: »at slå dine politiske modstandere ihjel er ikke morsomt«.

»Forståeligt nok var den umiddelbar reaktion til traileren præget af den forfærdelige afstumpethed og umoralskhed ved at jage og dræbe mennesker på grund af deres ideologiske konservative overbevisning. Det er ret rystende at se på«, skriver Jim Daly.

I den blodige trailer ser man, hvordan medlemmer af en hvid, rig elite jagter arbejderklasse-amerikanere for sjov. En af hovedkræfterne bag jagten spilles af skuespilleren Hillary Swank.

»Visse medier har indikeret, at vores test-visninger af ’The Hunt’ medførte negativ feedback fra publikum, men sandheden er, at filmen blev meget vel modtaget«, siger en talsperson fra Universal til Variety.

Traileren er blevet fortolket som en historie om, at den liberale, altså venstreorienterede, elite jagter den almindelige Trump-vælger fra provinsen. Denne politiske skelning står ikke klart i traileren. Rygter om, at titlen på et tidspunkt havde arbejdstitlen ’Red state vs. blue state’ – rød forstået som konservative og blå som liberale – bliver afvist af Universal, skriver Variety.

Samtidig fremgår det af traileren, at arbejderklassen, der blev jaget og dræbt, er de gode, samt at de slår tilbage og formentlig hævner sig på den onde elite. Alligevel er det altså højrefløjen, der er blevet rasende.

Gysets nye mester lever op til de enorme forventninger: Dobbeltgængere hærger middelklassen i gyser om det delte USA

»Jeg er lidt overrasket«

På YouTube debatteres det, hvordan filmens trailer skal læses. En kommentar, der har fået over tusind likes, lyder:

»Når disse film bliver lavet, begynder man i stadig højere grad at tænke, at dette er den fremtid, de har planlagt for os«.

Andre undrer sig over, at det netop er højrefløjsdebattører, der raser over filmen. En YouTube-bruger skriver eksempelvis:

»Jeg er politisk til centrum-højre, men jeg er lidt overrasket over, at folk mener, filmen hylder vold mod konservative, eftersom det er den »liberale elite«, der portrætteres som de onde. Jeg ville have det anderledes, hvis de gjorde de konservative, som blev slået ihjel, til de onde… Men det gør de ikke«.

Flere i debatten bemærker desuden, at eliten ikke kaldes »den liberale elite« noget sted i traileren, og at dette er noget, der er opstået som en sandhed i den efterfølgende debat.

»Begge sider« skulle føle sig ramt

Om filmens konflikt er politisk – eller eksempelvis mellem by og land eller rig og fattig – vides altså ikke. Men instruktøren bekræfter, at det har været bevidst at portrættere to markante fløje i det amerikanske samfund:

»Vores ambition var at lange ligeligt ud efter begge sider«, skriver Craig Zobel i mail Variety. »Vi forsøger at underholde og forene, ikke oprøre og adskille. Det er op til seerne at beslutte, hvad de vil tage med fra den«.

Hvis du er nysgerrig på mere, er her endnu en trailer, der er lavet som en reklame for at tage på menneskejagt:

Lea Wind-Friis

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her