Fans af Spider-Man-karakteren klappede i deres små hænder, da Marvel og Sony i 2015 indgik en historisk aftale.
Nu kunne edderkoppen medvirke i det succesfulde cinematiske Marvel-univers, og yderligere betød det, at Marvels gulddreng Kevin Feige ville hjælpe med at indspille en række nye ’Spider-Man’-film.
Fire år, fem succesfulde film og flere milliarder af dollars i indtjening senere har Sony nu valgt at afbryde samarbejdet med Marvel. De vil selv stå for at lave de næste film om den populære murkravler.
Det skriver Deadline.
Ifølge The Hollywood Reporter betyder det videre, at karakteren Spider-Man ikke fremover kommer til at være med i Marvel-universet. Heller ikke, selv om den seneste film om Peter Parkers håndtering af begivenhederne i ’Avengers: Endgame’ sparkede den såkaldte fjerde fase af Marvels superhelteepos i gang.
Nej til 50-50-løsning
Forhandlingerne gik i kludder, fordi Sony ikke ville gå med til en fifty-fifty-løsning: Disney, der ejer Marvel Studios, ville have, at filmstudierne skulle dele alle udgifter, men også al indtjening. Indtil nu har Disney kun fået 5 procent.
Det sagde Sony kategorisk nej til.
Sony har siden 1999 haft filmrettighederne til karakteren, men efter en skuffende serie med Andrew Garfield i rollen som Peter Parker så filmselskabet sig nødsaget til at tage imod Marvels hjælpende hånd for at holde superheltekarakteren i live.
Her begyndte Spider-Man at optræde i Marvels film, første gang i ’Captain America: Civil War’ fra 2016. Siden har karakteren medvirket i de to seneste ’Avengers’-film. Den sidste er den bedst tjenende film nogensinde.
Derudover har de selvstændige Spider-Man-film ’Homecoming’ og ’Far from Home’ været gigantiske succeser for Sony. ’Far from Home’ har med en indtjening på 7,3 milliarder kroner på verdensplan sat sig som Sonys bedst tjenende film nogensinde.
Med to planlagte film med Tom Holland som Spider-Man og en række film med forskellige skurke fra Spider-Man-universet i støbeskeen, føler Sony sig dog nu sikre på, at de ikke længere behøver hjælp fra Marvel og Kevin Feige.
Sony skriver til ’Deadline’, at de håber, at Disney i fremtiden ændrer mening om den økonomiske fordelingsnøgle, men at de vil fortsætte serien uanset hvad.
fortsæt med at læse



























