Til foråret er der premiere på en dansk version af BBC’s bilprogram ’Top Gear’ på Kanal 5.

Mon der bliver lige så stor ballade med Felix Smith som vært? Fænomenet 'Top Gear' kommer nu på dansk

Den tidligere racerkører Jesper Carlsen, tv-vært Felix Smith og skuespiller Dar Salim bliver værter på den danske version af Top Gear, der får premiere til foråret på Kanal 5.
Den tidligere racerkører Jesper Carlsen, tv-vært Felix Smith og skuespiller Dar Salim bliver værter på den danske version af Top Gear, der får premiere til foråret på Kanal 5.
Lyt til artiklen

Det britiske tv-program ’Top Gear’ kommer nu i en dansk version på Kanal 5 med tv-vært Felix Smith, skuespiller Dar Salim og tidligere racerkører Jesper Carlsen som værter, oplyser Discovery Networks.

De har købt rettighederne af BBC og bedt Nordisk Film TV om at producere programmerne, der får premiere i foråret 2020.

Også i Norge og Sverige vil der blive produceret lokale versioner af den internationale tv-succes. I Sverige på Kanal 5 og i Norge på TVNorge, som også begge er Discovery-kanaler.

Produktionen af det danske ’Top Gear’ begynder i september 2019 på den jyske vestkyst.

I Storbritannien var Jeremy Clarkson, Richard Hammond og James May værter på bilprogrammet fra 2002 og frem til 2015, hvor Jeremy Clarkson blev fyret, efter at han havde overfaldet produceren Oisin Tymon.

Clarkson havde tidligere fået flere advarsler af BBC for sin opførsel på ’Top Gear’. Blandt andet fordi han havde fremsagt en børneremse, hvor ordet ’nigger’ indgik, og også, da han blev smidt ud af Argentina af vrede demonstranter for at bruge en nummerplade, de mente refererede til Falklandskrigen.

Efter fyringen af den britiske stjernevært nægtede to andre værter også at vende tilbage til programmet. De tre er nu værter i bilprogrammet ’The Grand Tour’ på Amazon Prime.

Den britiske version af ’Top Gear’ køres nu af værterne Freddie Flintoff, Paddy McGuinness og Chris Harris.

Lotte Thorsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her