Med en flot scoring i Argentinas sidste gruppekamp ved VM i Rusland sidste år demonstrerede Lionel Messi endnu engang, hvorfor han regnes som sin generations største fodboldspiller og som en af de bedste argentinere nogensinde.
Alligevel husker de fleste den kamp for Diego Maradonas sideshow på stadionets vip-pladser. Klippet, hvor han står med en plakat af sig selv. Klippet, hvor han er faldet i søvn. Og ikke mindst billederne af hans rasende jubel efter Argentinas sejrsmål. Med to fuckfingre hævet mod nogen derude. Mod spøgelser fra fortiden måske. Mod alle dem, der havde gjort ham til Gud for til sidst at afvise ham som Satan selv. Der var en langsynet vildskab i hans blik, og efter kampen kollapsede han og blev indlagt. Messi har ikke en chance for at træde ud af legendens skygge.




























