Klicheerne rasler omkring far-søn-psykologien i ’Ad Astra’, og historien er ikke nær så overbevisende som billederne.

Far-søn-film med Tommy Lee Jones og Brad Pitt drukner i seriebanal rumopera og fodgænger-psykologi

Lyt til artiklen

Hvor langt væk skal vi fra noget velkendt for at lære at elske det? Måske 4.350 milliarder kilometer plus/minus nogle milliarder? Cirka så lang er afstanden fra planeten Neptun til Jorden vist, alt efter hvor på kredsløbene vi måler. Og helt derude bliver spørgsmålet her sat på spidsen for to usædvanlig dygtige astronauter: rumveteranen Clifford McBride (Tommy Lee Jones) og hans søn, Roy McBride (Brad Pitt). Hvor højt sætter hhv. far og søn egentlig livet – det enkle, nære liv her på Jorden?

Men før vi når så vidt som til det spørgsmål i denne visuelt bjergtagende nærfremtidsfilm med en ikke nær så overbevisende historie, skal vi gruelig meget igennem. Ganske som den letbitre latinske livserfaring lyder: ’Per aspera ad astra’ – gennem genvordighederne til stjernerne. Eller knap så ordret gengivet i det opdragelsesprincip, McBride senior åbenbart fulgte: »Work hard, play later«. I meget af sønnens barndom var den gamle ganske vist væk, men nu lever den kontakt- og følelseshæmmede junior i den grad op til kravet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her