Modigt er det overhovedet at lave et filmportræt af så ikonisk en filmmager som spanske Luis Buñuel, om end det kun er om én film, en dokumentar fra hans yngre ’formative’ år. Men så også at gøre det ved at blande klip fra den film med en nærmest naivistisk enkel tegnefilmteknik, næsten som var det for børn?
Det er det ikke – i hvert fald kun større børn! Og navnlig for Buñuel-aficionados og voksne fans af tegnefilm som den jazzede spanske ’Chico & Rita’ eller rolige franske ’Illusionisten’ (begge fra 2010). Men instruktør Simós mod belønnes: Ligesom surrealismen selv undersøger forbindelser mellem forskellige (psykiske) tilstandsformer, danner dokumentarfilmens og tegnefilmens to udtryk her en fællesdimension, hvor instruktørens og den anarkosyndikalistiske producers sociale realisme kan mødes med den psykoanalytisk inspirerede interesse for drøm og mareridt.
