At den nyromantiske franske tragikomedie på vers om 1600-tallets musketer og poet Cyrano de Bergerac – lige uovertruffen med pen og med fleuret – blev så formidabel og sejlivet en succes, har alle dage været et kors for tanken. Skrevet så sent som i 1897, mange år efter at dramaer som ’Et dukkehjem’ og ’Frøken Julie’ havde sat kvinders kærlighedsbehov op med kras realisme, er stykket en, dengang som nu, totalt utidssvarende lovsang til det skønne og ædle ved uforløst kærlighed: »Det er kun længslen, der tæller«, som helten med den lange næse siger.
Selv om det faktisk her dementeres af stykkets forfatter, Edmond Rostand, titel- og hovedperson i denne opulent producerede, men indholdsmæssigt lige så småfjollede, romantiske film om, hvordan han flikkede historien sammen som haste- og bestillingsarbejde – for at brødføde sin familie og bevare sin søde kones velsignet kødelige kærlighed.
