Der har været adskillige sexscener hidtil i ’Fred til lands’. Martin og Anna har haft stående samleje i et rum på den forladte legeplads. Og inden det kom dertil, gik Martin og den afdøde nevøs kæreste Mia hinanden kødeligt på klingen i hans bil. Stjernepsykopaten Mike har voldtaget Bibi bagfra ved billardbordet i værtshuset Syveren. Martin og Mike ragede stofpåvirkede og drukne nøgne rundt i bengalsk belysning og knaldede løs i afsnit tre. Og som en slags korrektiv til al den ryggesløse, vertikale kopulering fik Martin og Anna sig også et udenomsægteskabeligt put i hans seng.
Men hos Bibi og Tom har det været småt med lagenhyggen. Tom, der i øvrigt tegnes forbilledligt diskret op af Jesper Riefensthal, er traumatiseret, og hver gang Lene Maria Christensens empatiske, men også følelsesmæssigt udsultede Bibi så meget som gør mine til en hyrdetime, stivner han som en citronfromage med alt for megen husblas. Vi ved, at han bliver afpresset af Mike, og at selvsamme bytyran antydede en både skamfuld, tabuiseret og illegal seksuel lægning, da han malede pædo-svin på parcelhusets mursten. Men er det virkelig så alvorligt fat, at intet som helst ved Bibis ynder kan få liv i drifterne hos den arme værtshusfatter?




























