Kyssescener fra blandt andet ’Booksmart’ kan igen ses på Delta Airlines’ fly.

Flypassagerer måtte ikke se lesbisk kyssescene eller høre ordet ’vagina’

Olivia Wildes ungdomskomedie 'Booksmart' handler om  stræberpigerne Molly og Amy, der skal lære at være mennesker, og blev anmeldt til 6 hjerter i Politiken.
Olivia Wildes ungdomskomedie 'Booksmart' handler om stræberpigerne Molly og Amy, der skal lære at være mennesker, og blev anmeldt til 6 hjerter i Politiken.
Lyt til artiklen

Film. Det amerikanske luftfartsselskab Delta Airlines erkender ifølge en talsmand, at en række kontroversielle og bortredigerede scener i populære spillefilm om bord på flyene »var udeladt helt unødvendigt«.

BBC News skriver, at det var instruktøren af filmen ’Booksmart’, Olivia Wilde, der under en flyvetyr med Delta opdagede, at en lesbisk kyssescene var forsvundet fra filmen, og at ordene ’vagina’ og ’genitalier’ også var klippet ud. Alle bandeordene i filmene var til gengæld gået urørt gennem censuren.

»Hvilket budskaber sender det ikke til seerne og især til kvinder? At deres kroppe er obskøne? At deres seksualitet er skamfuld?«, spurgte Wilde på Twitter.

Episoden kommer oven på en lignende, hvor en kyssescene mellem Elton John og hans elsker var klippet ud af filmen ’Rocketman’.

Ifølge Delta Airlines har deres medarbejdere været overivrige i udførelsen af deres arbejde, fordi de bortklippede scener på ingen måde falder uden for luftfartselskabets regelsæt for, hvad der må vises om bord, og en talsmand fortæller, at film som ’Moonlight’, ’Gentleman Jack’ og ’Imagine Me and You’ vises på flyene for tiden.

»Det burde tydeligt vise, at det ikke er vores praksis at udelade LGBTQ+-kærlighedsscener«.

Delta Airlines bedyrer, at de arbejder på, at det ikke vil gentage sig, og fastholder, at censuren er foretaget af et firma, som Delta lader tage hånd om den slags opgaver.

De to film, der uretmæssigt blev redigeret, vises fremover i deres oprindelige versioner.

Michael Bo

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her