Nu gik ellers lige så godt i Nisseland. Der var lagt op til måske ikke ligefrem julebal med dans og æbleskiver, så dog kroningshøjtidelighed, hvor heltinden fra ’den gode Tinkas juleeventyr’ – som TV 2 diverterede med i 2017 – skal krones til kronprinsesse og tronfølger i det parallelle rige, hvor nisserne bor.
Men så falder kong Storm af sin hest, inden Tinka får den royale hovedbeklædning på, og så tilsiger nisselovgivningen, at der skal afholdes et kongespil, og vinderen af dette er den ny regent. De fire deltagere i denne omgang politiske nisseløjer er til og med udpeget, så Tinka kan sådan set godt skrinlægge ambitionerne om magten og vende tilbage til skrædderhvervet som sin mor. Av, av, av. Den sved langt ind i regeringens rækker. For hvad i alverden er der galt med en karriere som håndværker med nål og tråd i en tid, hvor de kongelige, undskyld, akademikerne vægrer sig ved at tage job i andre dagligvarekæder end Irma og måske Meny?



























