Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Lederen af dokumentaruddannelsen på filmskolen, Arne Bro, der blev hjemsendt af den tidligere rektor for en måned siden, vender tilbage til skolen. Hjemsendelsen var grundløs, siger skolens nye rektor.

Hjemsendt lærer vender tilbage til filmskolen

Stemningen var høj på Filmskolen, da Vinca Wiedemann efter en uges elevblokade trak sig som rektor for skolen. Foto: Mads Nissen/POLFOTO
Stemningen var høj på Filmskolen, da Vinca Wiedemann efter en uges elevblokade trak sig som rektor for skolen. Foto: Mads Nissen/POLFOTO
Lyt til artiklenLæst op
05:17

Der var ikke grundlag for den hjemsendelse af Den Danske Filmskoles mangeårige leder af dokumentaruddannelsen, Arne Bro, som den tidligere rektor på skolen Vinca Wiedemann effektuerede midt i november.

Det meddeler konstitueret rektor Bo Damgaard, der derfor har besluttet, at Arne Bro skal vende tilbage til skolen og genindtræde i sin stilling som dokumentarlærer.

»Jeg kan bare konstatere, at grundlaget for hjemsendelsen ikke har været til stede, og på den baggrund har jeg vurderet, at Arne Bro skal tilbage«, siger Bo Damgaard.

Den 71-årige tidligere direktør for Film Fyn overtog opgaven som konstitueret rektor på filmskolen for små to uger siden, da Vinca Wiedemann efter en uges elevblokade blev sat fra bestillingen af den fungerende kulturminister, Rasmus Prehn (S).

Elevblokaden var kulminationen på flere års frustration over Vinca Wiedemanns planer om at gøre uddannelsen mere akademisk og trække fokus væk fra den mesterlære og håndværksmæssige tradition, der har domineret uddannelsen i mange år.

Fatal hjemsendelse

Da Vinca Wiedemann hjemsendte Arne Bro, angiveligt på grund af illoyalitet, blev det for eleverne et symbol på den upopulære retning, hun ønskede. Dokumentarlæreren var indbegrebet af den ’gamle’ uddannelse, hvor lederne af de forskellige faglinjer var ansvarlige for elevernes uddannelse og udvikling, fra de begyndte, til de gik ud af skolen.

Den model afskaffede Vinca Wiedemann til fordel for langt mere fællesundervisning på tværs af faglinjerne som instruktør, filmfotograf, klipper, tonemester, manuskriptforfatter og producer.

Den udvikling var eleverne så frustrerede over, at de besluttede at blokere skolen, indtil rektor Vinca Wiedemann stoppede. Efter en uges blokade og højlydt støtte til eleverne fra dele af filmbranchen blev hun enig med den fungerende kulturminister om at stoppe som rektor.

I stedet blev Bo Damgaard indsat som midlertidig rektor med pålæg om at tænke den praksisorienterede og håndværksmæssige tilgang til undervisningen, der hidtil har præget den, ind i fremtidens filmskole.

»Jeg er meget, meget glad for, at jeg kan vende tilbage til arbejdet på filmskolen«, udtaler Arne Bro i en pressemeddelelse fra filmskolen.

»De forgangne uger har været turbulente, ikke kun for mig, men for alle på filmskolen. Midt i det hele er det en glæde, at det mellem skolens nye ledelse, de studerende og branchen står klart, at filmskolen skal være forankret i det praktiske arbejde med at skabe film«.

Illoyalitet

Arne Bro har på sin Facebook-side tidligere skrevet, at han uden varsel blev bortvist fra filmskolen »med den begrundelse, at der var tale om illoyalitet«.

Bo Damgaard ønsker ikke at udtale sige om baggrunden for Vinca Wiedemanns hjemsendelse af Arne Bro ud over, at den var grundløs.

Det er ikke lykkedes Politiken at få en forklaring fra Kulturministeriet på, hvorfor ministeriet tilsyneladende godkendte hjemsendelsen af Arne Bro, når den nye rektor nu konstaterer, at den var grundløs.

Ud over at tage Arne Bro tilbage har Bo Damgaard også tænkt sig at ændre på de nye studieplaner for filmskolen, som gælder for det nye hold, der begyndte i sommer. De er i modsætning til tidligere årgange på skolen ikke forankret på deres faglinjer og har haft meget få praktiske øvelser på skolen. I stedet har de haft mange timers mere eller mindre teoretisk fællesundervisning.

»Fremover skal der en helt anden praksis-tilgang til uddannelsen. Tingene er blevet vendt på hovedet i de nye studieplaner, men drømmer man om at blive filmfotograf, skal man have et kamera i hånden fra den dag, man starter her. Vi kommer til at genindføre den gamle faglinjemodel i fremtiden«, siger Bo Damgaard.

Blandt eleverne er der glæde over, at Arne Bro kommer tilbage, og at de nu oplever en åbenhed og forståelse fra rektor og fra skolens lærere, siger Martin Anthon, der både sidder i Skolerådet og Studienævnet på filmskolen.

»Det har været rart at mærke, at der er en vis forståelse for, at der var god grund til at hive i håndbremsen og få kigget mere dybt på tingene. Det er så rart at opleve en villighed til at gå i dialog både fra Bos side og fra lærernes side«, siger han.

Nu håber eleverne, at der for alvor kommer ro på skolen, så de internt kan få en ordentlig dialog om, hvad der skal ske med uddannelsen i fremtiden.

Langvarig konflikt

Balladen om Den Danske Filmskole har stået på længe. Faktisk lige siden den fyrede rektor, Vinca Wiedemann, for flere år siden foreslog Kulturministeriet, at uddannelsen blev lavet om og indplaceret som en bachelor/kandidatuddannelse i den såkaldte Bologna-model.

Bologna-modellen sikrer, at uddannelser på tværs af landegrænser i EU har en vis ensartethed, så man både kan samarbejde om forskning og uddannelse og kan udveksle elever. Stort set alle andre danske uddannelser er indplaceret i Bologna-modellen, også kunstneriske uddannelser som Den Danske Scenekunstskole, de rytmiske og klassiske konservatorier og Det Danske Kunstakademi.

Filmskolen er dog ikke.

Allerede i februar udsendte filmskolens eleverne en mistillidserklæring til Vinca Wiedemann og begravede ved en symbolsk happening filmskolen, så omverdenen kunne forstå, at det, der engang blev kaldt ’Verdens Bedste Filmskole’, ville forsvinde med Vinca Wiedemanns planer. Også i store dele af filmbranchen var der bekymring over den retning, Vinca Wiedemann udstak.

Den hårde kritik medførte, at filmskolens Skoleråd blev udvidet med folk fra filmbranchen. Det udvidede skoleråd, som også rektor og elevrepræsentanter var med i, lavede en række anbefalinger af, hvad en fornyelse af uddannelsen skulle tage med sig fra den ’gamle’ filmskole. Helt centralt var, at skolen fortsat skulle være en praksisorienteret skole.

Stor var elevernes overraskelse derfor, da det nye hold, der efter sommerferien begyndte på den nye studieordning, stort set ingen undervisning havde i deres håndværk på de faglinjer, de var optaget på, men i stedet havde en masse fællesundervisning.

Men det ændrer Bo Damgaard altså nu, så praktisk filmhåndværk forankret på de forskellige linjer igen blive centralt for uddannelsen.

Han vil nu sammen med skolens studienævn fokusere på at justere de studieplaner, Vinca Widemann sammen med den også fratrådte studiechef, Søren Friis Møller, havde lavet.

Om filmskolen så skal ind under Bologna-modellen og blive en bachelor/kandidatuddannelsen kommer i anden række. Det vil den konstituerede rektor først se på senere, oplyser han.

Torben Benner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her