Hvis skyld er det, at en ung piges liv bliver ødelagt af stoffer? Er det en konfliktsky far eller en streng mor, der bærer ansvaret? Er det en skilsmisseinduceret rodløshed, en ældre, sej veninde eller de dårlige festbekendtskaber, der skubber en teenagepige ud over grænsen?
Baldvin Z stiller fordomsfrit disse svære spørgsmål i sin tredje spillefilm, der er en barsk – næsten for barsk – omgang om konsekvenserne ved at tage stoffer. Man vrider sig i sædet af ubehag, når ’Lad mig falde’ banker sin forfaldshistorie ind i venerne på et publikum, der må udstå 136 pinefuldt lange minutter for at få at vide, hvad der sker med hovedpersonen Magnea, der som 15-årig bliver introduceret til stoffer og forelsker sig i pigen Stella. Kan kærligheden overvinde alt, når affæren med narko udvikler sig, og stofferne udvider parforholdet til en trekant? Det varer kun godt et kvarter, før filmen giver os det nedslående svar og viser os den voksne Magnea. Hun er et vrag, en hepatitisbleg skygge af sit yngre jeg, såret både indvendig og udvendig. Herefter cirkler vi os nærmere og nærmere helvedes midte.
