0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Man vrider sig i sædet af ubehag: Island har lige fået sin egen Christiane F.

Hvis ikke ’Lad mig falde’ var så barsk, burde filmen være fast pensum på skoleskemaet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kilde: ANOTHER WORLD ENTERTAINMENT

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvis skyld er det, at en ung piges liv bliver ødelagt af stoffer? Er det en konfliktsky far eller en streng mor, der bærer ansvaret? Er det en skilsmisseinduceret rodløshed, en ældre, sej veninde eller de dårlige festbekendtskaber, der skubber en teenagepige ud over grænsen?​​

Baldvin Z stiller fordomsfrit disse svære spørgsmål i sin tredje spillefilm, der er en barsk – næsten for barsk – omgang om konsekvenserne ved at tage stoffer. Man vrider sig i sædet af ubehag, når ’Lad mig falde’ banker sin forfaldshistorie ind i venerne på et publikum, der må udstå 136 pinefuldt lange minutter for at få at vide, hvad der sker med hovedpersonen Magnea, der som 15-årig bliver introduceret til stoffer og forelsker sig i pigen Stella. Kan kærligheden overvinde alt, når affæren med narko udvikler sig, og stofferne udvider parforholdet til en trekant? Det varer kun godt et kvarter, før filmen giver os det nedslående svar og viser os den voksne Magnea. Hun er et vrag, en hepatitisbleg skygge af sit yngre jeg, såret både indvendig og udvendig. Herefter cirkler vi os nærmere og nærmere helvedes midte.

Elín Sif Halldórsdóttir er i rollen som den unge Magnea fuldstændig, nå ja, magnetisk. Den selvsikre rødhårede pige, der udstråler åbenhed og nysgerrighed, er så langt fra at være et offer for sociale eller familiære skodforhold, sådan som man ellers kunne forestille sig, når man er vokset op med fortællingen om tyske Christiane F. som den mest afskrækkende misbrugshistorie af dem alle.

Magneas forældre er søde, hun er kvik og klarer sig godt i skolen. Skal man placere en skyld, er det hos teenageren selv. Og hos stofferne. De ændrer hendes liv, de ændrer hende, de ændrer alle omkring Magnea. ’Lad mig falde’ er først og fremmest et vidnesbyrd om de konsekvenser, et stofmisbrug har, også for dem omkring narkomanen. Og den viser, hvor nemt man kan få andres liv på samvittigheden. Og her taler vi ikke kun om Magnea, selv om hun trækker et spor af nedbrudte skæbner efter sig.

Baldvin Z har valgt at flette fortids- og nutidstråde sammen, men selv uden den tidsflaksende struktur forstår man gruen. De voksne skuespillere kan ikke hamle op med de unge talenter, og selv om den kvalmende del, hvor den ældre Magnea bliver fornedret af sin ven/kæreste/udlejer, den kristne Gisli, naturligvis er med til at skildre hendes ydmygende bundskrabstilværelse, er det også her, filmen er faretruende nær grænsen til misery porn.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Mads Nissen

Christina Rosendahl vender altid tilbage til samme scene, inden hun går i gang med en ny film:   »Det varer 12 minutter, og det er den fedeste sekvens i filmhistorien«

Ulysse del Drago

Dansk instruktør:  Jeg skal ikke lyde som en helgen – men vi bør boykotte Netflix

Stine Heilmann

Mikala Krogh om instruktøren bag hendes favorit­dokumentar: »Der er få af hans film, der ikke er fuldstændigt fremragende«

Oscarnomineret dokumentar fik Eva Mulvad til at tabe kæben:   »Historier med den kraft og enkelthed kommer der måske en eller to af hvert 10. år«

LARS SKREE

Britisk filmstuderende elsker oscarnomineret dansk dokumentar: »Jeg følte, jeg var vidne til noget særligt«

Martin Lehmann

Bodilvinder om dansk dokumentar­film: »Vi kan sige, vi er førende i verden«

Michella Bredahl

Særligt én scene i dokumentar om gadebørn i Seattle har påvirket Eva Marie Rødbro:  »Jeg kan næsten ikke tænke på det uden at græde«

Miriam Dalsgaard

Sun Hee Engelstoft følte sig medskyldig i Amy Winehouses død, da hun så dokumentaren om hende

Peter Hove Olesen

Sidste års vindere på CPH:DOX foretrækker dokumentarer, der sætter gang i publikums tanker:   »Da jeg så den første gang, følte jeg, at jeg var ved at blive kvalt bagefter«

Finn Frandsen

Mads Brügger udpeger sine yndlings­dokumentarer:   »Det er en film, der til fulde demonstrerer dokumentarfilmens styrke og betydning som genre«