Den britiske tronarving, 6-årige prins George, kommer til at spille hovedrollen i en ny satirisk tegneserie om det britiske kongehus på HBO. Det skriver flere amerikanske medier, herunder Deadline.
Det er manden bag komedieserien ’Family Guy’, Gary Janetti, der skal stå for den nye serie, ’The Prince’.
Gary Janetti har i længere tid lavet populær satire om det britiske kongehus med prins George i hovedrollen på sin Instagram-konto, der ifølge Deadline har næsten 1 million følgere. Og netop opslagene på det sociale medie er baggrunden for den kommende serie, hvor Gary Janetti selv vil lægge stemme til George, der gør grin med de øvrige medlemmer af det britiske kongehus.
Prins George er den ældste søn af prins William og prinsesse Kate. Han er dermed tredje led i den engelske tronfølge og skal på et tidspunkt være konge.
’The Prince’ vil følge den kommende britiske konges barndom og iagttage alle de øvrige medlemmer af kongehuset med hans barneøjne.
Serien er blevet udviklet, før prins Harry og Meghan Markle meddelte, at de vil træde et skridt tilbage og fritages for samtlige royale pligter, men ifølge Deadline vil serien blive justeret, så ’Megxit’ også er med i serien.
I serien er det Orlando Bloom, der skal lægge stemme til prins Harry, og Condola Rashad skal lægge stemme til Meghan Markle.
fortsæt med at læse




























