De første minutter af den nye Netflix-satsning ’Ragnarok’ minder mig både om en julekalender i dur med ’Tinka og kongespillet’ og de populære amerikanske vampyrfilm ’Twilight-sagaen’. I stedet for nissekriser og vampyrpornografisk weltschmerz er der bare tilsat ny nordisk mytologi og norske teenagere.
Imens jeg så de første afsnit, kunne jeg ikke lade være med at forestille mig det møde, der har fundet sted, inden denne tv-serie er blevet skabt. »Hvad hvis vi lavede den ultimative skandinaviske Netflix-serie? Hvis vi nu blandede Adam Price med den norske ungdomsserie ’Skam’, måske tilføjede lidt klimakrise og nordisk mytologi!?«. De manglede snart sagt kun Claus Meyer, og serien fremstår som en masse hittepåsomme elementer, der er blevet kastet sammen.




























