Kirk Douglas var en vulkan af en skuespiller. Altid i lavasprudlende udbrud.
Alt gik på ham, når han spillede. Ord som ’dynamisk’ forekommer fattige, når man tænker på, hvor eksplosivt Douglas forvaltede sit talent i 1940’erne og 1950’erne. Om det så var den berømte kløft i hagen – the mark of a real man i årtierne efter Douglas – fik den sin egen ekstroverte udtrykskraft.


























