Mythic Quest: Raven’s Banquet’ er et fiktivt computerspil, som Apples seriesatsning af samme navn kredser om. I første afsnit har jeg det, som om jeg er gået forkert, som om jeg har afbrudt et meget internt møde om noget, jeg ikke rigtig har forstand på. Mødet handler om en spade i et computerspil, og spaden er lavet af spiludvikleren Poppy, som spilles af australske Charlotte Nicdao.
Poppy viser stolt, hvordan spaden graver inde i computerspillet, så spillerne har mulighed for at forme spillet med det simple redskab. Ved mødet er hendes chefer mere skeptiske, de vil se blod og bryster, ikke opbyggelige værktøjer. Den eneste chance, hun har for at overbevise cheferne om, at spaden er genial, er at afprøve spaden hos den mest indflydelsesrige computerspilssmagsdommer på YouTube, en 14-årig dreng ved navn, hold fast, Pootie Shoe.




























