Hvad er dit første film- eller tv-minde?
»Et underholdningsprogram i Iran med varietésangere og komikere og med en vært, som hed Fereydoun Farrokhzad. Det var før revolutionen i 1978. Jeg var fire-fem år gammel og vild med hans show, som vi sad og så sammen, min far, min mor og jeg. Vi grinede meget. Værten var en ekstremt dannet person uddannet fra Tyskland, nærmest politolog og kæmpestor showmand i Iran. Han blev desværre myrdet i Tyskland af Khomeinis agenter i 1992. Jeg husker hans varme som vært, hans måde at komme ud over scenekanten på, hans humor. Jeg var altid tiltrukket af latter og humor. Det er jeg stadigvæk!«


























