Den 73. udgave af filmfestivalen i Cannes udskydes, oplyser festivalen i en pressemeddelelse torsdag aften.
En ny dato kan blive i slutningen af juni eller begyndelsen af juli.
Festivalen i det sydfranske skulle have været afholdt fra 12. til 23. maj.
Arrangørerne afventer nu yderligere meldinger fra franske og internationale sundhedsmyndigheder inden den vil finde de endelige ny datoer.
»I denne tid med en global sundhedskrise er vores tanker hos de ramte af covid-19 (sygdommen, der følger af coronavirus, red.), og vi udtrykker vores solidaritet med alle dem, der bekæmper virussen«, skriver festivalen i pressemeddelelsen.
Overvejer flere datoer
Festivalen oplyser, at den overvejer flere mulige datoer, men slutningen af juni og begyndelsen af juli er i øjeblikket førsteprioritet.
Festivalen anses som en af de mest prestigefyldte filmfestivaler i verden. Den uddeler hvert år Guldpalmen for bedste film.
Den danske filminstruktør Lars von Trier vandt prisen i 2000 for sin film 'Dancer in the Dark'.
Den seneste vinder af Guldpalmen er den sydkoreanske film 'Parasite' af Bong Joon-ho i 2019. Den vandt også prisen for Bedste Film ved Oscar-uddelingen i år.
ritzau
fortsæt med at læse




























