’Limboland’ er ikke endnu en tv-serie om tre veninder, der behandler hinanden dårligt, men er venner, bare fordi ’sån der’, det er man i 20’erne. Den er et portræt af sociale dynamikker, virtuelt storhedsvanvid, økonomiske skel og moralske skred i nutidens København.
Et København, hvor man »i hvert fald ikke skal nyde noget af at bo i Valby«, et København, hvor man æder MDMA-piller og sniffer coke på natklubberne, spiser økologisk mad og »vil noget med sociale medier«. Et København, hvor man vil jage sine spidse albuer ind i hvem som helst for at få en to-værelses på Vesterbro med sådan en rå murstensvæg, der er lidt ’newyorker-agtig’, som Flemming Møldrup altid siger i ’Kender du typen’.




























