0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

5 hjerter: Skuespillet er suverænt, og musikken er besættende i Netflix-serie om en parisisk natklub

Sjældent virkelighedsnært fransk-amerikansk drama fortæller om en jazzklub i Paris og menneskene omkring den. Med suverænt skuespil og besættende musik.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

De to absolut mest centrale figurer er den amerikanske pianist med fortid, Elliot, og hans datter Julie. Deres roller varetages af hhv. André Holland og Amandla Stenberg.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der skal nok stadig være dem, som går omkring i den sikre formening, at Netflix’ portefølje af film, serier og dokumentar alene består af letfordøjelig underholdning fra de midterste hylder i sliksupermarkedet.

Og de er da heller ikke helt galt afmarcheret.

Men Jack Thornes fransk-amerikanske miniserie i otte afsnit om jazzklubben The Eddy i Paris er en mulighed for at stikke streaming-filistrene en solid undtagelse. Det er nemlig så langt fra tjubang og så audiovisuelt anderledes end det meste, at man nærmest ikke kan tro sine egne øren og øjne.

Vi er sådan et sted henne, hvor 1960’ernes franske nouvelle vague – måske især Jean-Luc Godard – møder John Cassavetes, både med hensyn til filmisk æstetik og nonchalante forhold til narrativ fremdrift.

Og så med en solid dosis af fænomenet ’den naturlige historie’, som manuskriptguruen Mogens Rukov på godt og ondt lagde et drop ind med i dansk film i slutningen af forrige årtusind.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Mads Nissen

Christina Rosendahl vender altid tilbage til samme scene, inden hun går i gang med en ny film:   »Det varer 12 minutter, og det er den fedeste sekvens i filmhistorien«

Ulysse del Drago

Dansk instruktør:  Jeg skal ikke lyde som en helgen – men vi bør boykotte Netflix

Stine Heilmann

Mikala Krogh om instruktøren bag hendes favorit­dokumentar: »Der er få af hans film, der ikke er fuldstændigt fremragende«

Oscarnomineret dokumentar fik Eva Mulvad til at tabe kæben:   »Historier med den kraft og enkelthed kommer der måske en eller to af hvert 10. år«

LARS SKREE

Britisk filmstuderende elsker oscarnomineret dansk dokumentar: »Jeg følte, jeg var vidne til noget særligt«

Martin Lehmann

Bodilvinder om dansk dokumentar­film: »Vi kan sige, vi er førende i verden«

Michella Bredahl

Særligt én scene i dokumentar om gadebørn i Seattle har påvirket Eva Marie Rødbro:  »Jeg kan næsten ikke tænke på det uden at græde«

Miriam Dalsgaard

Sun Hee Engelstoft følte sig medskyldig i Amy Winehouses død, da hun så dokumentaren om hende

Peter Hove Olesen

Sidste års vindere på CPH:DOX foretrækker dokumentarer, der sætter gang i publikums tanker:   »Da jeg så den første gang, følte jeg, at jeg var ved at blive kvalt bagefter«

Finn Frandsen

Mads Brügger udpeger sine yndlings­dokumentarer:   »Det er en film, der til fulde demonstrerer dokumentarfilmens styrke og betydning som genre«