I kunst er form og indhold uadskillelige, siger de jo, men det forhindrer nu ikke, at man møder filmkunst, hvis suveræne udførelse river én med, selv om dens grundsyn er én inderligt imod. Som nu denne mesterligt instruerede og spillede Sundance-prisbelønnede film, hvis syn på kunstnerisk virksomhed ligner en art ’elitær sadisme’, ’totalitær æsteticisme’ eller noget andet, der rimer på fanatisme.
Andrew er en ung mand, der så at sige beder om at komme under pisken: 19 år og nyoptaget på USA’s bedste konservatorium for at blive jazztrommeslager, helst »en af de største«. Han brænder af ambition. Modsat hans far, der opgav forfatteriet og blev lærer, fik familie og fast løn (og råd til sønnernes studier!).
Rum-Scarlett Johansson lokker liderlige mænd i fældenForstår familien ikke Andrews besættelse, ser han til gengæld ned på deres middelmådighed. Og hans ærgerrigheds bål får bad i benzin: Professoren giver ham en chance ved trommerne i konservatoriets elitebigband, og han kan noderne udenad: ’Whiplash’ (komponeret af Hank Levy, indspillet af Don Ellis).
Sved, blod og fortvivlelse
Men professorens ’pædagogik’ består i at presse talenter til deres yderste med alle midler – sjældent ros, men verbal ydmygelse, kast med instrumenter og møbler plus udspekuleret del og hersk-manipulation. Manden er selv en jazzmyte, kunsten hans ene mål, som helliger midlerne, og bandet er landets bedste.
Andrew er sådan på stikkerne (ja, undskyld), at han bryder et spirende kæresteforhold for musikkens skyld. Han sveder, bløder, fortvivler, anspænder sig yderligere og er ved at gå fra forstanden.
Til et pragtfuldt lydspor fokuserer filmen snævert på kampen mellem Andrew og læreren. Ingen andre fylder – i en film om et bigband! Selv kæresten og faderen er blege skabeloner. Men Miles Teller og garvede J. K. Simmons spiller da bogstaveligt også røven ud af bukserne på hinanden i denne kamp på liv og død, kulminerende i filmiske temposkift lige så sublime som vist netop i Hank Levys musik.
En suverænt højdramatisk fremstilling af et klassisk valg mellem toppræstationen og (resten af) livet. Som i sport eller krig: Vejen til toppen kræver personlige afkald. For stor kunst viger alle humane hensyn, det er den enkeltes valg, skønt omgivelserne betaler dele af prisen.
Joaquin Phoenix er godt selskab på rejse gennem 1970'ernes skærsildMen hvor store brud på menneskelig respekt vil vi acceptere for det mål? Spørgsmålet tilspidses i en forrygende slutning fuld af sympatikolbøtter – og besvares i mine øjne med bekendelse til tidens ekstremindividualisme.
Men kan bevidst hensynsløshed retfærdiggøres af et sublimt kunstnerisk resultat eller overhovedet frembringe det? Jeg tvivler.
fortsæt med at læse
