Kunne man forestille sig, at både Beach Boys og Jefferson Airplane lagde musik til, mens James Ellroy, Kurt Vonnegut og Hunter S. Thompson samledes til en fællesfrokost med rigelige forfriskninger og et efterfølgende kanonslag af en joint – til hver! – ja, så kunne det under gunstige omstændigheder i øvrigt resultere i en fortælling i stil med ’Inherent Vice’.
Altså et værk, hvori den vinde og skæve stemning af kaos dominerer over en handling så vildtvoksende, at den delvis unddrager sig referat.
I Thomas Pynchons 2009-roman såvel som i Paul Thomas Andersons oscarnominerede film følger vi en langhåret privatdetektiv på møgbeskidte, bare fødder gennem Los Angeles’ afsvedne asfaltørkener, fyrer hans joints, sniffer hans baner og møder hans gamle elskerinder i det bare ingenting og hans gamle såvel som ukendte fjender i uniform såvel som civil FBI-habit.
LÆS MERE
Forfatter til 'Inherent Vice' er amerikansk litteraturs store gådeVi deler hans afsky for bureaukratisk magtudøvelse og hans trætte tankers vemodige ekko af enfoldig livslærdom, lige fra horoskoper og new age-overtro til Det Gamle Testamentes ditto.
Lever os ind i hans paranoia og den afmægtige selvopholdelsestvang, der får ham til også at fyre den næste fede i frysende krystalklar erkendelse af, at naturens grønne græs er afløst af laboratoriernes hvide sne og the summer of love for længst forvandlet til Nixon-administrationens vinter: »Noget, man flygter fra«.
Elvis look-a-like som detektiv
Joaquin Phoenix lægger stive, stenede skridt, ubarberet fjæs, buskede Elvis-bakkenbarter og halvt sænkede øjenlåg under det fedtede, halvlange hår til denne alt andet end hårdtslående hængerøv, Dirty Harrys modstykke i enhver henseende.
Larry ’Doc’ Sportello hedder figuren, som Phoenix er velfortjent Golden Globe-nomineret for, thi detektivforretningen driver han af uvisse årsager fra en lægekonsultation, hvor han kan sidde og inhalere lattergas, mens han venter på patienter, næ: klienter.
Fænomenet Fifty Shades mangler liderligt mandsbegærSom nu hans smækre, men noget labile ekskæreste Shasta (Katherine Waterston), der er urolig over, at hendes byggematador af en elsker har en kone, som sammen med sin elsker planlægger at få matadoren indespærret på en privat sindssygeanstalt (som vi faktisk sagde endnu dengang).
Men før Doc får de modstræbende sorte syrebasser ned af skrivebordet, er både Shasta og matadoren forsvundet – om bord på en gammel skonnert ved navn ’Golden Fang’? Eller snarere som ofre for en narkoorganisation eller et tandlægesyndikat, der begge deler navn med skibet: ’Guldtand’?
En brysk, ensom og desperat strømer ved navn ’Bigfoot’ Bjornsen (med Josh Brolins følsomme nøddeknækkerfjæs) er snarere hjælper end konkurrent i opklaringen, som fører langt ud i den rigtige ørken omkring Las Vegas og snart også omfatter forsøg på at finde en surfrock-saxofonist (Owen Wilson midt i en dårlig drøm) og bringe ham hjem til hans heroinafvænnede kone (Jena Malone) og barn.
Et myldrende persongalleri
Især Josh Brolin yder stort modspil til Joaquin Phoenix’ allestedsnærværende, smålurvede skikkelse. Men også Eric Roberts som byggematadoren, Reese Witherspoon som tjekket junioranklager og alligevel Docs nu-og-da-kæreste, og Martin Short som fnisende udsyret high society-tandlæge bliver hængende på nethinden nogen tid efter.
Joanna Newsom, Sasha Pieterse og Maya Rudolph såvel som Benicio del Toro er andre gæster på dette Hotel California uden for sæsonen. Mere eller mindre velmotiverede i billedet, må man indrømme, for det er noget af en opgave at holde dem på plads i mylderet og forstå deres funktion.
Berlinalen: To gode film søger en forklaring på de fraværende, klynkende og afstumpede mændMen mylderet af personer og halvskjulte dagsordener iscenesætter jo netop det paranoide blik over skulderen, som i tiden afløste det måbende begejstrede blik ud mod en emotionelt og politisk lyserød fremtid.
Hele dette periodepanorama af et stort og forunderligt, ja, skræmmende tidehverv lykkes det Pynchon – og dermed Anderson og hans hold af musik-, scenografi- og kostumefolk – at fremmane uden alt for ulidelige klicheer og manerer.
Detektivparodi eller oplevelsesrejse i magtbegærets tegn
Solidarisk med privatsnuserens desillusionerede trøsterygning, men uden bøvet heroisering af stofkulturen som en vej til højere erkendelse eller lignende: Næ, der var engang en flowerpower-frigørelse, og den slog om i frost, frygt og forsvindingsnumre – som så heller ikke blev enden på det hele, men siden slog om i nye bølgeskvulp. Ingen dommedag her modsat andre af Andersons film.
Men næsten som Vergil i ’Den guddommelige komedie’ er Doc Sportello simpelthen vores stedkendte fører gennem de syv kredse af de tidlige 1970’eres californiske skærsild. Og som Dante får Pynchon og Anderson os til at spise brød til betegnelsen ’komedie’.
Tragisk ville afmagten være, hvis ikke vi betragtede det fra den guddommelige latters synsvinkel – her som universel absurditet.
Hvilket selvfølgelig alt sammen godt kan siges kortere som forbrugervejledning. ’Inherent Vice’ er nemlig et værk af den slags, der skiller vandene fuldkommen.
Feministisk debattør: Kønsforhold i 'Fifty Shades of Grey' er tæt på prostitutionEnten står man af på den her film efter ti-tyve minutters forgæves forsøg på at finde rede i navne, intrigeantydninger, fortællerstemmer, musikstumper og andre periodesignaler – og forlader biografsalen i fnysende frustration over at skulle holde takt med et bonghoved af en detektivparodi, der bare føjer ny personer til i stedet for at holde tråden fast og hovedet koldt.
Eller også overlader man trygt til chauffør Paul Thomas Anderson at finde vej gennem sin egen plotlabyrint, mens man selv læner sig tilbage i passagersædet, nyder udsigten til en periode og lyden af et score, der rækker fra Herb Alpert til Neil Young, og ellers lader sig opfylde af den forunderlige erkendelse, at jagten på – dvs. flugten fra – en verden af absurd grådighed og rigidt magtbegær ved kunstens hjælp kan forvandles til en rejse i godt selskab.
fortsæt med at læse
