SØNDAG:Tour de France
Turen går til Nice i den anden og første ’rigtige’ etape af årets udsatte Tour de France, verdens hårdeste cykelløb for professionelle, som Mogens Jacosen, denne avis’ mangeårige og stilskabende reporter på området, altid omtalte det som. Vi skriver år to i tidsregningen efter Jørgen Leth. Men selv om den poetiske mytoman er stærkt savnet, er løbet stadig en attraktion i sig selv: fortællingen, billederne, dramaet og det evindelige og stedse opdaterede klassement. Rytterne begynder og ender ved Den Franske Riviera, og skal så lige et smut op ad et par bjerge, blandt andet Col de la Colmiane, der er pænt stejlt og temmelig meget længere end Valby Bakke.
TV 2 kl. 15.10




























