Hvad berettiger, at man laver underholdning baseret på rigtige mord? Det kan være svært at komme med en fast formel for, hvor grænsen mellem usmageligt og acceptabelt, mellem ligegyldigt og lærerigt går. Grænsen vil ikke være den samme for alle, og de pårørende, der ikke har nogen indflydelse på, hvordan en elsket persons mordsag fortælles og af hvilke grunde, vil højst sandsynligt trække grænsen et godt stykke før alle andre.
Lige nu høster tv-serien ’Efterforskningen’, der omhandler ubådssagen, både anmelderroser og høje seertal, og det på trods af den massive kritik, tilblivelsen af serien har mødt fra første færd. Det hele er ikke så sort-hvidt, hvis bare det er vellavet.




























