Emil Nolde var et af de mere paradoksale ofre for nazimens afsporede kulturpolitik. Nolde havde selv nazisympatier og var endog medlem af NSDAP. Ikke desto mindre blev hans farvestærke malerier med de følelsesladede, groft skårne figurer i 1941 stemplet som entartet kunst. Som så mange andre ’syge’ malere blev Nolde forbudt at udstille og male, og hans kunst blev beslaglagt.
Nolde stod senere selv model. Nemlig til maleren Nansen i Siegfried Lenz’ berømte roman ’Tysktime’ fra 1968. Den dansk-tyske maler fra det flade frisiske landskab hed i virkeligheden Hansen, så Nansen lå lige for. ’Tysktime’ er et halvt århundrede senere nu blevet filmatiseret på den gennemført solide, tyske måde af Christian Schwochow, der tidligere har lavet ’Paula’ om en anden tysk maler, Paula Modersohn-Becker.




























